Det hele startede, da jeg begyndte som pædagogmedhjælper i en daginstitution i 2003 og nogle børn havde været på tur til Frederiksborg slot. da de kom hjem kom en dreng løbende hen til mig og fortalte glædes strålende: Vi har været på et ægte slot, det var kæmpe stort og virkelig høj! – Det var så højt at det nåede helt op til taget.

Jeg tog hjem fra arbejde, købte et kladehæfte og begyndte at skrive ned. Der skete så i mellemtiden det, at jeg er et kæmpe rodehoved og har tabt kladehæftet ned i den bermudatrekant der omgiver mig. Og så var det slut på citater.

Lige indtil den dag jeg startede på job som nyuddannet pædagog i 08 og jeg opdagede at der var noget der hed facebook, så begyndte jeg at skrive lidt igen, denne gang bare så andre også kunne læse med, (selvfølgelig med respekt for tavshedspligten) fx: Vi sidder og spiser frokost og ungerne er meget optagede af tal, så de får nogle lette regnestykker a la hvis der er 2 drenge og 2 piger hvor mange børn er der så. Mig: Hvis der er 24 børn på stuen og de 24 børn går ud på legepladsen, hvor mange er der så tilbage på stuen? en af børnene rækker lynhurtigt hånden i vejret og svarer: 3 voksne!.

I december 2010 skete der så det helt vildt planlagt, at jeg blev nogens mor. Den nogen blev til en Carl Emil, efter et par uger med vilde debatter. Og den 11.02.13, 2 år gammel, skriver jeg den første facebook opdatering der omhandler noget der kommer ud af munden på mit barn (der ikke er gylp, opkast eller bare mad han ikke gider synke) den lyder sådan her:

Bestiller man for meget junkfood, når lillemanden siger, i det hans far går på arbejde: Far henter pizza.

Siden er der kommet mange skøre, sjove, finurlige, eftertænksomme og krøllede ting ud af munden på ham og ind på min facebook profil.

Nu har jeg så opdaget at der er noget der hedder blogs og efter utallige opfordringer om at skrive en bog med hans citater, har jeg tænkt at en blog nok er en bedre løsning.

I November 2013, skete der så igen det helt vildt planlagte at jeg gik hen og blev nogens mor, igen. Hun hedder Meta Marie og nøj hvor hun snakker! Det er stadig fuldemands sludder, men mon ikke der med tiden kommer et par guldkorn fra hende også.

Den skarpe læser har på nuværende tidspunkt nok konstateret at Hvadhjerteterfuldtaf -løber munden over med og kommer til at blive korte indlæg om store og små ting, der fylder et barnehoved.

Jeg håber i vil følge med og dele tanker og citater fra jeres egne unger.

Med Venlig Hilsen

Rikke