En 3 årigs tanker om fremtiden og hårdt arbejde

CE: Når jeg bliver stor, vil jeg være en far og så skal jeg køre en colalastbil, som jeg selv kan tænde.

 

CE: Man skal være 8 år, så behøver man ikke have støttehjul på cyklen mere.

(De røg gudskelov i foråret!)

 

CE: Når far bliver dreng, skal han sidde i min autostol. Og så er det mig der skal styre, når jeg bliver stor, fordi så kan far ikke forstå hvordan man gør.

 

Vi er ude og køre langt.

Mig: Carl Emil du må gerne sove.

CE: Nej mor! Det har jeg ikke tid til. Jeg har travlt med at synge!

 

Da vi købte vores hus, havde vi ikke lige gennemtænkt beliggenheden, vi ligger skønt med udsigt til marker med græssende heste, fra køkkenvinduet (Når man læner sig ind over køkkenborden og kigger skarpt til venstre) og vue over solnedgang og roskilde fjord (Når man står på tæer et bestemt sted i udestuen, eller sidder oppe i ungernes legehus). Al den udsigt har en pris, ikke huspris forstås, det er jo Halsnæs, så det er pisse billigt! Men vi ligger altså på en bakketop. En meget stejl bakketop. I hvert fald for en, der har ondt i kroppen, i 3 dage efter at have cyklet 10 min til stationen. ned ad bakke!

Nå men tilbage til dem det handler om:

På vej hjem fra børnehave, sidder Carl Emil oppe hos Meta Marie, i barnevognen. Jeg knokler op ad vores bakke, svedende og prustende og har det som om mit hjerte kan eksplodere når som helst. Da vi når toppen sukker Carl Emil og stønner: Pyyyha! NU er vi godt nok trætte…